Da jeg kommer hjem græder jeg.

Det sværeste er erkendelsen af, at folk vil opfatte én som en bitch og der er intet man kan gøre for at forhindre det. Fordi de ikke ved man har autisme. Og fordi man er passable som neurotypisk.

8/

en frustration over en blank hjerne, skam over ikke at have reageret som folk forventer, en krop der skriger på opmærksomhed, og forvirring over at være blevet hevet ud af vante rammer og tvunget ud i en social interaktion som jeg ikke ønskede eller var forberedt på.

7/

og det faktum at vi stadig skal have handlet færdig før vi kan komme hjem.

Udefra ligner det at jeg er totalt afvisende. Indefra er der en orkan af stimuli:

6/

Jeg forsøger panisk at genkende manden, men ender med at sige at jeg ikke genkender ham. Han kigger på mig og går sin vej.

Jeg føler mig totalt overvældet: den akavede sociale interaktion, ikke at vide, hvad jeg skal gøre, min efterhånden smertende gravide krop,

5/

Jeg bryder mig ikke om at fremmede mennesker ved, hvem jeg er eller hvad jeg hedder. Det får mig til at føle mig sårbar og uden kontrol.

På dette tidspunkt er min hjerne gået fuldstændig i stå som den gør når jeg bliver overrumplet.

4/

En mand kommer op til mig, siger igen mit navn og mumler noget. Min hjerne går lidt i panik og jeg får fremstammet "hvad?" Han har åbenbart gået 2 klasser under mig i folkeskolen. Jeg genkender ikke denne mand, og han tilbyder aldrig sit navn.

3/

Jeg er altid i handle-boble og bliver hurtigt forvirret, hvis folk hiver mig ud af den.

Jeg hører mit navn og vender mig om. På dette tidspunkt fortæller min krop mig at det er på tide at handle færdig og komme hjem inden det bliver slemt.

2/