Apropos det sidste - min veninde Federica har skrevet den her, der kommer ud inden længe, og som jeg glæder mig helt afsindigt meget til at læse: cup.columbia.edu/book/love-tr...

Hvis det er denne intrigante og ansvarsløse form for konservatisme, der kommer til at regere Europa i de kommende år, så er jeg alvorligt bange for, at vores allerede enorme problemer vil ende med at vokse sig så store, at vi europæere ikke længere selv vil være i stand til at løse dem. [slut]

Vi har set et EPP, der har omgjort indgåede aftaler og på kalkuleret vis iscenesat et absurd politisk teater for snævre partipolitiske eller endda personlige interesser.

Og som har allieret sig med trumpistiske kræfter til højre, som de skulle forstille (i skåltalerne) at udgøre et boldværk imod.

Det er der desværre grund til at tvivle på, de er.

I de seneste uger og dage har vi været vidne til et EPP med Manfred Weber i spidsen, der i stedet for at bakke op om sin Kommissionsformand, har søgt at underminere von der Leyen og sprængt den proeuropæriske koalition, der stemte hende igennem.

Er Europas konservative deres ansvar voksent i en situation, hvor Europas “strategiske position” mildest talt er presset af en russisk aggressor på den nære østflanke, benhård statskapitalisme fra Kina i det fjerne øst, og en nyvalgt Trump med et sandt rædselskabinet af ministre på slæb mod vest?

På mange måder kan Mario Draghis besungne rapport om Europas haltende konkurrenceevne læses som et anklageskrift mod denne forgangne konservative politik.

Den gode nyhed er, at flere (eller nogen) i den konservative lejr er opmærksomme på de mange problemer, man selv har været med til at skabe.

Deres enøjede besættelse af budgetdisciplin og sparepolitik har medført kroniske underinvesteringer på tværs af kontinentet, hvilket man selv i Tyskland i dag betaler prisen for ved en dybt forfalden infrastruktur, en håbløst forsinket energiomstilling, og en digitalisering på stenalderniveau.

Sidst de konservative sad så tungt på magten i Europa, misligholdte de vores gamle kontinent.

I deres ildhu for at straffe grækerne lod de en lokal gældskrise eksplodere ud over hele eurozonen, og i deres dogmatiske fornægtelse af have taget fejl lod de næsten hele Unionen gå op i limningen.

Congratulations Bruno - can’t wait to read it!