Jo, helt enig. Og Cirque'en er sygt imponerende.
Men sportsligt helt ved siden af skiven.
Tentes havde været så meget federe, enig

Orcières-Merlette is a disgusting disgrace

¿Qué?
Almost nothing but medium mountain stages.

- Ikke fordi udsigterne til en dansk Tour-sejr fortoner sig mere, end de gjorde i forvejen. Men fordi sandsynligheden for en spændende kamp om den gule trøje nu synes mikroskopisk.

Øv bøv, lightmayonnaise 😞

Jeg øffer således både over ruten, idet den designmæssigt er den ringeste siden Jean-Marie Leblanc; og idet den sportsligt bliver en regulær gave til Pogacar: de mange, kun halvhårde bjergetaper og fraværet af opbygget udmattelse taler klart til hans fordel.

- og værst 18. etape, som er en skændsel med et målbjerg, selv min mormor ville kunne cykle opad (selvom hun har været død i 22 år). Med undvigelse af områdets overflod af stejle, tricky stigninger (Laffrey, Morte, Parquetout, Chaillol, Moissières, Serre-Eyraud), som kunne have skabt en flot etape.

- at 12. etape tilsyneladende helt undgår det ellers oplagte og meget tricky Massif de Morvan, som gav os en spektakulær etape i 2021.

- at 10. etape - som ellers sælges som en kopi af den spektakulære Cantal-etape, Vingo vandt i fjor - angriber Puy Mary via en betydeligt lettere opkørsel end den meget hårde i 2024. Som også var forudgået af den hårde Néronne.

- at der er 20 km kun letstigende dal efter nedkørslen fra Tourmalet, så ethvert angreb på det legendariske bjerg vil være futilt

Jeg begræder,
- at 3. etape undgår de store stigninger, der ligger i umiddelbar nærhed af den bette målstigning (Pailhères, Jau)
- at 4. etape ligeledes undgår alle de store stigninger i nærheden af Foix (Agnes, Lers, Péguère m.fl.)

Men jeg frygter, at denne monsteretape - den hårdeste i 34 år - vil tårne så faretruende gennem hele Touren, at den vil skræmme fra at udnytte de sparsomme muligheder, der er gennem løbet for at lave spektakulære angreb. Og på den måde risikerer denne flotte etape at få en paradoks, negativ effekt.

Og jeg er naturligvis imponeret over den ærefrygtindgydende 20. etape med 5600 (!!) højdemeter over Croix-de-Fer, Télégraphe, mægtige Galibier (Frankrigs hårdeste bjerg - og mit yndlingsbjerg) og den drilske Sarenne umiddelbart før sidstedelen af Alpe d'Huez.

Jeg er glad for gensynet med legendariske Alpe d'Huez (med 2 målpassager) og det også ret hårde "danskerbjerg", Plateau de Solaison. Men er ked af, ingen af de to bjerge er forudgået af væsentlige udfordringer.
Begge bjerge vil have et samlet favoritfelt ved deres fod.

Jeg er begejstret for holdkørslen og for Vogeseretapen til Le Markstein ad den skjulte, stejle sti ad bagvejen mod Le Grand Ballon med top umiddelbart før tinden i Le Haag.

Væk er nærmest alle de små listige overraskelser, der skabte en så overdådig førsteuge i sommer.

Bjergetaperne er for nærmest alles vedkommende halvforkølede med oplagte alternativer, der kunne have peppet dem op.

20. etape bliver fra Bourg d'Oisans (for foden af Alpen) til Alpen.
Enten som en enkeltstart som i 2004.
Eller som en kongeetape med 5000+ højdemeter over Glandon/Croix-de-Fer og mægtige Galibier via Télégraphe.

Det kan være et fejlskud. Den slags er sket før.
Sløret løftes over middag på torsdag 🍿

19. etape skulle blive "ad bagvejen" via Col de Sarenne, som er ret hård. Og så med nedkørsel til Huez by, hvor man slutter med de sidste 4 km af den normale stigningen. Se profil.
Som i Dauphiné 2017

Detaljen med det meget stejle opløb er tilsyneladende ikke alment kendt; jeg har ikke set det omtalt i diverse previews.

Men den er god nok.
Jeg kan ikke røbe min kilde.

Den ligger perfekt til Vingo. Men et lidt spændt på, om han har genfundet topniveauet.

www.strava.com/routes/33878...

Når selve stigningen tager fat, er den 11,3% i 5 km, max 16% på en smal vej.
Herefter 4,5 km på en bred vej, 6-8%

Normalt har målet ligget i passet.
Men i år drejer man fra hovedvejen inden passet og op mod den nedlagte skistation.

Herfra kommer 300m à 13%, max 16%, inden de sidste flade 100 m.