Du har tydeligvis ret. Jeg taler i højere grad ud fra et geopolitisk (langt) perspektiv, hvor Qatar i de senere år er begyndt at orientere sig mere mod Iran, og Saudi Arabien mod Vesten og USA. Dén reorientering har bibragt strukturel modernisering i SA, jf. de punkter jeg nævner i første kommentar.

substack.com/home/post/p-...

Vestens narkotikalovgivning er altså et produkt af en postkolonial økonomi, hvor vi stadig vil tjene hele provenuet på salg af stoffer (ethanol, nikotin og koffein) og en globalisering af the War on Drugs, motiveret af koldkrigs-mentalitet og racisme. Politikken er ikke baseret på evidens.

The Convention on Psychotropic Substances (1971) er en globalisering af the War on Drugs, som Nixon kørte hjemme i USA. John Ehrlichman (Nixons assistent og White House Counsel) sagde i 1994 om the War on Dugs:

Efter afkoloniseringen var der incitament til at lade vestligt producerede stoffer dominere markedet. USA fik gennemtrumfet FN’s Convention on Psychotropic Substances (1971), der forbyder stort set alle andre stoffer end ethanol, nikotin og koffein (stoffer som Vesten producerer eller distribuerer).

Før 2. Verdenskrig var narkotikapolitikken relativt lempelig sammenlignet med i dag. Det var i britisk, hollandsk og fransk interesse at lade henholdsvis Indien, Myanmar, Indonesien og Marokko producere stoffer, fordi det gav provenu til kolonimagterne.

Alkohol er kun overgået af crack, metamfetamin og heroin, og som du ser, er alkohol farligere end kokain, når man måler på de sundhedsmæssige risici ved forbrug. Vestens narkotikalovgivning er et resultat af økonomi, racisme og stormagtspolitik, ikke videnskab:

I et britisk studie fra 2010 har man lavet et vægtet gennemsnit af 16 kriterier (9 måler harm to users, 7 måler harm to others). Det er meget usikkert at sammenligne stoffers sociale og samfundsmæssige skadevirkende effekter, men det er interessant at kigge på x-aksen (harm to users).

Børn og indianere dør pga Vestens narkotikapolitik. Der ville ikke være nogle farer eller afledte effekter forbundet med produktion og distribution, hvis ikke man overlod det til menneskefjendske karteller at stille Vestens kokainlyst. Hvis så bare lovgivningen var sundhedsfagligt evidensbaseret…

I skriver rigtig nok, at ledelsen "skal være klar til at hjælpe, når shitstormen rammer." Det er der bare for få incitamenter til, som det er nu.

Men jeg er enig i, at medievirkeligheden er for hård - især mod kvindelige forskere. Det er bare svært at ændre noget så strukturelt overnight.

Hvilket forstærkes af, at ledelsen er ansat af og dermed loyal overfor en ekstern bestyrelse og ikke de akademisk ansatte. Og at man som forsker har en reel mulighed for at blive afskediget, når ikke man nyder akademisk fastansættelse.

Det er ganske givet rigtigt. Men der er vel ikke er NOGEN, der kan kontrollere eget renomme i en så forrådt medievirkelighed som vores. Hvis man kigger på tallene fra DFiR står det dog klart, at også frygt for repressalier vejer tungt, når man beskæftiger sig med kontroversielle emner.

Helt enig. Men tonen i den off. debat er svær at ændre.
Hvad der kunne hjælpe nu og her var genindførelse af tenure. Forskere kan i dag ikke vide sig sikre på et job efter en shitstorm - og efter afskaffelsen af konsistoriet slikker ledelsen mest opad, så der er ikke engang loyalitet fra instituttet